TEMA Ham den nye – forventninger, opstart og hårdt arbejde

Foto: Privat

Mon de andre kan lide mig? Hvordan passer jeg ind i fællesskabet? Hvordan opfører de andre sig? Det er ikke altid nemt, at være den nye spiller i omklædningsrummet. Mads Hermansen fortæller om sin første tid i Brøndby.

Af: Buster Emil Kirchner

Inden længe starter forberedelserne til den kommende sæson. For de fleste spillere er den første træningsdag et glædeligt gensyn med de velkendte holdkammerater, men for andre er opstartsfasen en ny og udfordrende tid. Tonsser sætter fokus på at være ny i en klub og går bag kulissen for at høre, hvilke tanker der går igennem hovedet på ham, der hilser på sine holdkammerater for allerførste gang.

LÆS OGSÅ: TEMA At falde til i en ny klub, et nyt land og en ny kultur

Troede det var et hårdt miljø

Sidste sommer skiftede den dengang 16-årige landsholdsaktuelle målmand Mads Hermansen de faste rammer i barndomsklubben Næsby ud med storklubben Brøndby. For den talentfulde målmand, der startede i Næsby som fireårig, var skiftet det første i karrieren og skabte en del rumsteren i hans unge hoved:

-I Næsby, hvor jeg spillede før, havde vi et rigtig godt sammenhold. Vi havde det alle godt med hinanden. Da Brøndby så henvendte sig, tænkte jeg meget over, hvordan jeg ville falde ind socialt. Jeg troede, det var et hårdt miljø, og at der blev talt grimt – i hvert fald værre end vi gjorde i Næsby, fortæller Mads Hermansen.

Da sommerferien endelig var forbi, og fynboen for første gang skulle præsenteres for sine nye holdkammerater, fokuserede han på at være ekstra ydmyg og tage den roligt:

– Jeg gik jo bare rundt og hilste på de andre. Så jeg tog det egentligt bare lidt med ro og snakkede med dem, jeg kendte. Der havde været nogle forskellige samlinger i DBU, hvorfra jeg kendte nogle få. Jeg var typen, der lod fødderne tale.

Ret hurtigt fandt Mads Hermansen da også ud af, at der ikke var noget at være bekymret for. Stemningen i Brøndbys omklædningsrum var ikke anderledes end den, han kendte fra Næsby, og holdkammeraterne tog imod ham med åbne arme:

-Da jeg så kom til Brøndby, var det helt normalt. Folk kom jo bare for at spille fodbold.  

Svært i starten

I dag, cirka et år efter skiftet til Brøndby, har Mads Hermansen for længst fundet sin plads i det sociale hierarki. Målmandstalentet har netop færdiggjort et ophold på Brøndbys Idrætsefterskole og stortrives på vestegnen.  

Men sådan har det ikke altid været, og i begyndelsen af tiden i den nye klub kunne der godt være tidspunkter, hvor det var lidt op ad bakke. Særligt tænker målmanden tilbage på en tur til Tyrkiet:

-For mig var det hårdt, fordi jeg ikke er typen, der går ud og skaber relationer med det samme. I starten af min tid i Brøndby havde vi en træningslejr med hele Masterclass til Tyrkiet. Jeg var lidt alene på turen. Det var lidt svært, fordi jeg ikke kendte så mange. De andre spillere var sammen med deres holdkammerater, som de havde kendt i flere år.

Heldigvis skiftede vinden hurtigt retning, og efter de første dage i Tyrkiet blev Mads Hermansen en større og større del af fællesskabet:

-Men så snart vi var dernede og begyndte at spille fodbold, så ændrede det sig. Så snakkede vi om træninger og kampe.

Den svære start har bestemt ført noget positivt med sig. For selvom det formentligt ligger et godt stykke ude i fremtiden, vil den talentfulde målmand være bedre rustet, når han næste gang står over for et klubskifte.

Vigtigt at være vellidt

Superliga-angriberen Marvin Pourie har tidligere udtalt, at han ikke spiller fodbold for at få venner. Det statement giver Brøndbys 17-årige målmandskomet dog ikke meget for:

-Nogle få kan måske klare sig uden venner i fodbold, men sådan er jeg ikke. Det er vigtigt, at man har gode relationer til hinanden, så man vil ofre sig for hinanden.

For Mads Hermansen er det vigtigt, at lade fødderne tale, og den vej igennem finde sin plads i truppen. Brøndby-keeperen er af den opfattelse, at spillet på banen er med til at forme omklædningsrummet:

– Hvis man præsterer til træning, får man også mere selvtillid. Er du ny og leverer halvskidte præstationer, vil det holde dig nede uden for banen.

Hvis Mads Hermansen med udgangspunkt i sit eget klubskifte skal give et råd til de spillere, som snart har første træningsdag i deres nye klub, er han ikke i tvivl om, hvad han vil sige:

-Som ny spiller er det en god ide, ikke at komme frembrusende som en eller anden verdensmand. Man skal være sig selv fra starten, ellers bliver det hårdt i længden. Man skal ikke spille en eller anden person, man ikke i virkeligheden er.